Movias nyoprettede Baneområde styrkes og søger Banespecialist til strategisk planlægning
Brænder du for jernbaneområdet og vil du være med til at tegne og udvikle Movia på området? Vil du gerne arbejde med at gøre lokalbanerne i Østdanmark mere attraktive? Og motiveres du af at samarbejde på tværs med flere aktører og en hverdag med mange forskellige opgaver? Så er du måske den vi søger!
Lokalbanerne i Movias område gennemgår i de kommende år en markant udvikling med driftsudvidelser, anskaffelser af nye batteritog og fornyelser af mange af banerne, der indgår i den nuværende infrastruktur, der stiller høje krav til Movias koordinering på tværs. De mange forskellige aktiviteter giver et højt aktivitetsniveau med mange spændende opgaver. Herunder udarbejdelse af kommende infrastrukturanalyser og håndtering af kommende sporfornyelser.
Movia har gennem kontrakten med Lokaltog A/S ansvaret for at sikre, at de regionale politiske ønsker til udviklingen af banerne og driften bliver ført ud i livet. Det kræver et godt samarbejde med Region Hovedstaden og Region Sjælland, snart Region Østdanmark, der som trafikkøber på lokalbaneområdet, træffer de retningsgivende beslutninger for lokalbanerne i Østdanmark. Samtidigt er et godt samarbejde med Lokaltog A/S er afgørende for Baneområdets udarbejdelse af beslutningsgrundlag til regionen og for implementeringen af de politiske beslutninger.
Stillingen er en styrkelse af vores Baneområde, da vi har brug for ekstra kræfter til at rådgive og betjene regionerne og forvalte kontrakten med Lokaltog A/S. Der er stort politisk fokus på området, og det stiller ekstra krav til vores opgaveløsning, især i en tid hvor der over en årrække skal træffes store og afgørende beslutninger på lokalbaneområdet indenfor infrastruktur, såvel som drift og anskaffelse af batteritog med tilhørende ladeinfrastruktur. Det kræver også, at vi styrker vores interne koordinering og processer i Movia, da flere forskellige afdelinger bidrager til baneområdet.
Dine primære opgaver:
- Sikre og forvalte en langsigtet plan og økonomi for vedligehold og fornyelse af Lokaltogs infrastruktur.
- Udarbejde langsigtet infrastrukturplan i samarbejde Region Østdanmark og Lokaltog A/S.
- Rådgive og betjene Region Østdanmark ift. Lokaltogs infrastruktur og jernbanedrift.
- Understøtte samarbejdet mellem Region Østdanmark og Lokaltog A/S.
- Bidrage til og vedligeholde et stærkt internt og eksternt fagligt netværk på området.
- Større og mere komplekse opgaver og projekter i forbindelse med baneområdet, fx Infrastrukturanalyse, udviklingsplaner og større infrastrukturarbejder i samarbejde med Lokaltog, Region Østdanmark og eksterne rådgivere.
- Koordinere opgaver på lokalbaneområdet.
Lidt om Baneområdet
Du bliver en del af Baneområdet, der med dig vil bestå af fire medarbejdere og en områdechef. Du bliver en del af et engageret fagligt fællesskab, hvor banefaglighed og politisk understøttelse fylder, du får frihed i den daglige opgaveløsning, og et stærkt netværk af engagerede kolleger i Movia at sparre med. Du kommer i det daglige til at arbejde i Baneområdet sammen med tre dygtige kolleger, men også med mange andre fagligheder i Movia, regionerne og Lokaltog.
Hvem er du?
- Har erfaring med strategiske planlægningsopgaver på jernbaneområdet med fokus på infrastruktur.
- Du har erfaring fra en styrelse, en infrastrukturforvalter, en rådgivende ingeniørvirksomhed eller tilsvarende.
- Arbejder struktureret, er udadvendt og fagligt og bredt velfunderet indenfor jernbaneinfrastruktur.
- Har forståelse for langsigtet planlægning og de økonomiske aspekter knyttet til jernbaneområdet.
- Du har en overordnet viden om både jernbane og jernbanedrift.
- God til at samarbejde med mange forskellige fagligheder og aktører, internt som eksternt.
- Du kender til arbejdsprocesserne i en politisk ledet organisation og processerne op mod de politiske beslutningstagere.
- Har minimum 5 års erfaring.
- Kan kommunikere sikkert og overbevisende på skrift og i tale.
Interesseret?
Ansøgningsfrist er den 27. august 2026.
Ansættelsessamtaler vil blive gennemført løbende.
Vil du vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte Banechef Maiken Krogdal Larsen på tlf.: 21 69 88 68 eller på mail MKL@moviatrafik.dk.
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. november 2026 eller tidligere.
Lønnen fastsættes på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Movia anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
Er du nysgerrig på hvem Movia er som arbejdsplads og hvilke værdier vi arbejder ud fra, kan du læse om det og meget andet her.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.